Sankt Nikolai kirke, Tveje Merløse kirke og Tølløse kirke har fornøjelsen af at indbyde til en række samtalesaloner på tværs af sognegrænserne.
Ved alle samtalesalonerne medvirker præsterne fra de tre kirker og alle er velkomne til at deltage - også, ja især, når salonerne afholdes i et af de andre sogne end dér hvor man normalt kommer.
Emnemæssigt kommer samtalesalonerne til at dreje sig om aktuelle samfunds-, tros-, og eksistensspørgsmål. Alle samtalesaloner har en varighed på to timer fra kl 19.00 til kl 21.00.
Vi begynder men en times oplæg fra en spændende oplægsholder og derefter er ordet frit til en samtale om hvad vi har hørt. Der kræves ingen forudsætninger for at deltage andet end interesse for at samtale og lyst til at indgå i nye fællesskaber.
Deltagelse er gratis. Der kan købes drikkevarer undervejs.
Der afholdes tre samtalesaloner før jul og tre efter jul. De første tre samtalesoner finder sted:
21.09 kl 19.00 Sankt Nikolai sognehus.
Lektor, dr. Phil. litteraturhistoriker, debattør og forfatter Marianne Stidsen holder oplæg om ”Woke som vildfaren idealitet”.
Alle taler om ’woke’ for tiden. Altså om at være ’vakt’ eller ’vågen’. Ja, ’woke’ er ligefrem blevet en slags trylleord for, om man er med på noderne eller håbløst bagud af dansen. Senest så vi det i forbindelse med biovirksomheden Chr. Hansen, der blev udskammet, så vandet drev ned ad væggen for at trække sin støtte til LGBT+ og Priden tilbage.
Men hvad er wokebevægelsen egentlig, og hvad går den nærmere bestemt ud på? Det vil Marianne Stidsen forsøge at svare på. Med udgangspunkt i den kortlægning, hun har lavet af bevægelsen i bogen Køn og identitet – et spadestik dybere fra 2021, vil hun vise, hvordan wokeismen i bund og grund er en nymarxistisk bevægelse, der har udskiftet klassekampen med køns- og identitetskamp. Er overskriften en anden, er substansen dog immervæk den samme: skabelsen af et helt nyt samfund med totalitære træk og et helt nyt menneske, der kan minde om fortidens homo sovieticus.
Marianne Stidsen vil desuden komme ind på, hvad modtrækket kan være. Med forfatteren Jakob Knudsen vil hun karakterisere woke som ’vildfaren idealitet’, og komme med forslag til, hvordan denne vildfarne idealitet kan ledes tilbage i nogle bedre baner, så samfundet og mennesket kan reddes fra destruktion. Her spiller ikke mindst kristendommen en central rolle.
26.10 kl 19.00 – 21.00 Tveje-Merløse sognehus.
Oplægsholder er forfatter Jens Christina Grøndahl der ud fra hans seneste bog vil tale over emnet ”Min svage tro” og forfatterens rejse der viser hvilket indtryk kristendommen gør når man kommer til den udefra, og som til sidst leder ham til kristendommen.
16.11 kl 19.00 -21.00 Tølløse præstegårdssal
Oplægsholder er Professor i ledelse og filosofi, klummeskribent og kommentator, Bent Meir Sørensen der bl.a ud fra hans bog ” Skærmens Magi” vil tale over emnet digitalisering og digitaliseringens konsekvenser for dannelse, samtale og demokrati.