Alle menneskers liv er markeret af vendepunkter. Et lille barn går gennem en lang række vendepunkter allerede i sit første leveår; vendepunkter der indledes af en frustration, der samtidigt bliver drivkraften i selve forandringen. Barnet lærer bogstaveligt talt at vende sig om, det lærer at gå, tale, spise selv osv. Og senere igen at cykle, læse, stave, regne og mange andre færdigheder. Fælles for hvert eneste vendepunkt for barnet er, at der er forbundet en smerte med det.

Som voksne oplever vi andre vendepunkter. At skifte arbejde, stifte familie. Flytte til en anden egn. Alle mister deres gamle forældre på et tidspunkt. Vendepunkter kan slå benene væk under én, eller de kan udvikle sig til noget ganske positivt. Men smerten slipper man ikke for.

Jeg husker stadig, hvor svært det var, da min yngste søn forlod børnehaven. Så forlod han folkeskolen, derpå gymnasiet og til sidst universitetet. Han var nu ikke længere en dreng, jeg kunne pusle om og hjælpe her og der. Han var en voksen mand med hustru, børn, job, bil og parcelhus. Og den såkaldte tomme redes syndrom, når det sidste barn flytter hjemmefra er en smerte man som mor må leve med. Vendepunktet kom. Det var nødvendigt. Og jeg tør jo heller ikke tænke på alternativet, hvis han var blevet boende hjemme og aldrig havde forladt børnehavestadiet!

Vendepunkter er nødvendige. Og ikke nok med det… de bliver ofte fejret. I kirken har vi ritualer, der nærmest er som overgangsriter: Barnedåb, konfirmationer, bryllupper, begravelser. Men enhver brud og brudgom ved, at glæden og spændingen over at skulle giftes er blandet med vemod over den frihed og uafhængighed, man samtidigt mister. Og konfirmanden… man er jo ikke voksen som 13-årig, men jeg har på alle mine børn mærket en forandring, et før og et efter, fra og med den dag, da barnet blev konfirmeret.

Der er imidlertid også vendepunkter, hvor man fejrer noget, som egentlig er forbi. Afskedsreceptioner, afskedsfester, dimissioner. Her fejrer man det, der har været. En kollegas arbejdsliv. Og når nogen har afsluttet en eksamen, så fejrer man jo egentlig også noget, der er forbi. Heraf vemodet.

Den 14. maj fejrede vi en ganske særlig helligdag, der markerer et lige så særligt vendepunkt, nemlig Kristi himmelfart. Denne dag er nok mest kendt for den lille ferie, man har opfundet, fordi dagen altid falder på en torsdag, og giver et underligt hul i ugen. Så derfor holder skolerne Kristi himmelfarts-ferie. Men hvad fejrer vi så ved Kristi himmelfart? Dagens betydning er faktisk mere kendt end pinsedag. For det handler om noget ganske konkret: Jesus, som opstod påskedag, forlader verden 40 dage efter, for aldrig at vende tilbage i kød og blod, så at sige. Han farer til himmels. Det har givet dagen tilnavnet Kristi flyvedag. For episoden beskrives i Bibelen, som om Jesus flyver. Han løfter hænderne og velsigner sine disciple, og bliver derpå båret op til himlen.

Og det fortælles, at disciplene vender tilbage til Jerusalem fyldt med glæde. De fejrer vendepunktet i kristendommen, at Jesus er taget op til himlen. Men det må samtidigt have fyldt dem med vemod. Fortællingen lægger imidlertid vægt på, at han ikke forlader dem helt. Fra nu af vil han være dem nær på en ny måde, ganske usynligt, men mærkbart, gennem sin ånd, Helligånden. Og som Helligånd kan han være alle mennesker nær på én gang, han er ikke længere be-grænset til det lille sted, hvor han gik og stod i sit fysiske liv.

Men hvorfor det er så vigtigt at høre om denne himmelfart? 

Vi får at vide, at nu er vendepunktet sket, men hvad kan det sige os her flere tusind år efter? Svaret er, tror jeg, at fortællingen om denne skelsættende begivenhed Kristi himmelfartsdag kaster lys over ethvert vendepunkt, vi går igennem. Det handler ikke bare om en form for trøst… at det hele nok skal gå, at der kommer noget godt ud af al forandring. For vi ved, at der er vendepunkter i livet, der medfører noget uigenkaldeligt. Der er vendepunkter, der fører ødelæggelse med sig. Så nej, det er ikke det, der er budskabet. Det handler mere om, at vi ikke er alene om at bære den smerte, der følger med ethvert vendepunkt. Enhver smerte kræver sit. Selv den tomme redes smerte. Vi skal turde være i den smerte. Udholde den. Og en usynlig hånd, Helligånden, hjælper os videre. Den skelner ikke mellem småt og stort. Den respekterer enhver smerte, der er forbundet med et vendepunkt i vores liv hver især. Den velsignelse, der fulgte med himmelfarten, kaster lys over alle svære vendepunkter.

Og den har aldrig forladt os, den vil altid være der for os.

Hanne Mejlhede