Stjernestunder

Det nye år, 2026, er i fuld gang. Jeg sidder med min nye kalender, der knirker, når jeg bladrer i den. For ja, jeg bruger en analog kalender, ikke en elektronisk.

Det med at måle tiden har man gjort i over 2000 år. Det tidligste kalendersystem, man kender, blev indført af Roms grundlægger, Romulus i år 700 f.Kr. Et kalenderår var dengang på 304 dage fordelt på 10 måneder. Men solen var længere tid om at nå rundt om jorden, så kalendersystemet måtte ændres. Det blev det med den julianske kalender, der er opkaldt efter Julius Cæsar, og blev indført i år 45 f.Kr. Nu med 12 måneder, 365 dage og et skudår hvert fjerde år. Men stadigvæk er der et hængeparti, da et solår er 11 minutter og 14 sekunder kortere. Derfor indførte pave Gregor den 13. i 1582 den gregorianske kalender, som i løbet af 400 år udelader 3 skudår i alt. I år 1700 blev den gregorianske kalender indført i Danmark.

Det er vigtigt at holde styr på tiden. Men det er aldrig lykkedes helt præcist. Og det giver plads til eftertanke. For hvorfor er det så vigtigt at måle tiden helt nøjagtigt? Er det ikke vigtigere, hvad vi bruger tiden til? Ingen bruger tiden uden ind imellem at spilde den. Man nåede ikke det, man havde sat sig for. Men de bedste oplevelser i livet sker, når man slipper tiden og planen af syne, og begejstret lader sig rive med af noget uventet. Det er livets stjernestunder. De kan finde sted i både lys og mørke, sommer så vel som vinter, og de er ligeglade med, hvor meget og hvor nøjagtigt vi måler tiden, for når de viser sig, står tiden stille. Stjernestunder opstår, når man træder ud af tiden, og oplever noget intenst.

Jeg husker mange stjernestuder. To af dem fandt sted netop om vinteren. Jeg var 16-17 år gammel, og jeg boede med min familie i et lille hus i udkanten af en stor mark, med søer og små bakker. Det var februar, frostvejr, og landskabet var smukt dækket af et tykt lag sne. Det var for længst blevet mørkt, og pludselig stod min mor i døren iført vintertøj. ”Vil du med ud på ski i måneskinnet?”. Det er en af de smukkeste oplevelser, jeg har haft med min mor. Så uventet, så vidunderlig.

Mange år senere var jeg på besøg hos min søn og svigerdatter, og deres to små drenge. Små børn ved, at når sneen endelig ligger der, er det med at komme afsted, med bobslæde, hue, vanter og flyverdragt. Vi fandt en lille bakke, og kælkede alle fem, væltede leende rundt i sneen, med den røde himmel i baggrunden. Vi lod tid være tid. En kvinde var standset og betragtede os smilende.

Stjernestunder kan ikke planlægges. De kan ikke skrives i kalenderen. De opstår af sig selv, når vi giver slip på tiden, og lever os ind i en oplevelse. Så selvom vi måler tiden, planlægger den og har fyldte kalendere – allerede i februar – så er det vigtigt at være åben for de uventede stjernestunder. Det er dér, vi virkelig lever.