Jeg genhørte en podcast forleden, hvor statsminister Mette Frederiksen var i samtale med Sørine Gotfredsen om liv og livskraft, om fordomme, styrke og skrøbelighed, om døden og kærligheden og alt det som livet er. Og om troen. Og i den forbindelse sagde Mette Frederiksen meget fint, ydmygt og eftertænksomt: "Jeg er ikke så skråsikker længere, som jeg har været engang på, at jeg ikke kunne blive troende. Jeg tror, at hvis du havde spurgt mig for 20 år siden, havde jeg sagt, at det kommer aldrig til at ske. Det er jeg ikke helt sikker på nu," og fortsatte: "Jeg synes godt, der kan være nogle situationer, hvor det kunne være meget rart at have noget at læne sig op ad. Eller ikke at have den helt alene." Jeg tror, Mette Frederiksens forhold til tro ligner dét, mange danskere med et lidt blufærdigt trosforhold har. Også mange, der er medlemmer af folkekirken uden at slide lakken af bænkene om søndagen, og alligevel ikke vil undvære tilhørsforholdet. Men det er som om, vi i vores tid længes efter at høre vidnesbyrdet om mennesker, der er kommer til tro – trænger til at høre vidnesbyrdet om lyset, trænger til at nogen tror lidt for os. 

Gennem de seneste år har adskillige kendte danskere fortalt åbent om deres omvendelsestro og deres vej ind i kristendommen gennem dåben – hvert et vidnesbyrd har trukket forsider, interviews og medieopmærksomhed. For nogle år siden udkom en samtalebog mellem journalist Tor Nørretranders og nu afdøde musiker Peter Bastian. I bogen fortælle Peter Bastian om, hvad der skete dengang troen fik lirket hans panserhjete op: ”Jeg blev simpelthen angrebet af livet” og beskriver hvordan han indtil mødet med kristendommen havde en ufred i hjertet, fordi de ikke var en kærlighed, der kunne omslutte ham helt. Men i troen oplevede han følelsen af være ”altid allerede elsket”. 

På samme måde fortalte tidligere folketingspolitiker Jakob Mark SF og skuespiller Lars Mikkelsen åbent om deres dåb. Jeg tror mange voksne bliver døbt, fordi de nærer et behov for at været forankret i noget større, uden at de nødvendigvis kan sætte en masse ord på. Og vidnesbyrdet om forankringen i troen, har vi brug for at høre fra nogen vi i forvejen har et billede af som mennesker med styr på livet, karrieren, kærligheden, tilværelsen. Nogen, der på en eller anden måde er forbilledlige for os – for det moderne vestlige menneske, der mere end nogensinde flakker omkring i verden og forsøger at finde fodfæste, forankring og forståelse af hvem vi i virkeligheden er.  Og det er som om det menneskelige grundtræk, længsel efter at blive til nogen, være nogen, kommer lidt bag på os i vores tid. I hvert fald på den måde, at vi længe har troet, det var en længsel vi selv kunne fylde.  Men kristendommen handler ikke om at blive til nogen, men om at blive til sig selv – blive til den man er. Og det er det, der åbner sig for os på vores vandring mod det underfulde i adventstiden - det kærlighedsunder hvori vi bliver til, som mennesker – bliver til nogens. For i barnet i julekrybben, i frelsen bliver vi til dem, vi er – ikke skråsikre, men frisatte og tilgivne skrøbelige skabninger  – der har brug for vidnesbyrdet om tro, for at vi kan tro. 

Glædelig advent.