”Når den jeg har elsket er borte

og ikke kan mærke hvor hårdt

min kærlighed skriger og jager

og nægter at vende sig bort”. 

Sådan skriver Iben Krogsdal i hendes smukke salme, hvor det bliver understreget, at kærligheden til vores afdøde kære aldrig forsvinder. For sådan er det med kærligheden. Kærligheden er den følelse, som vi kan beholde hos os, selv når vores afdøde kære ikke længere er hos os. Så kan vi stadig have kærligheden hos os og bære kærligheden med os i hjertet. Den kærlighed hører ikke bare op, nej, den vil for evigt være i os.

Hvert år den første søndag i november holder vi Allehelgen i kirkerne landet over. Det er dagen, hvor vi mindes de døde, og hvor vi er sammen om sorgen. Sorgen kommer af kærligheden til dem som vi elskede, dem vi holdt af, og dem som nu ikke er blandt os mere. Vi savner dem hver eneste dag, og som tiden går, bølger savnet frem og tilbage i os, men kærligheden vil blive i os som sorg, og den sorg skal vi ikke bære alene. Vi skal dele sorgen med hinanden. Vi skal give plads til sorgen. Og vi skal mærke sorgen.

Når vi mødes til allehelgensgudstjenester, så er der skabt et særligt rum med ro til alle, som har prøvet at miste. Og hvad enten man har mistet i løbet af det seneste år, eller man har mistet for 30 år siden, så er der brug for dette særlige rum, som kirken giver os. I kirken bliver vi omfavnet af Bibelens ord, salmernes poetiske beskrivelser, præstens reflekterende prædiken og musikkens fantastiske toner. Og lige midt i kirken er der plads til os alle. Der er plads til, at vi kan tage vores sorg, vores kærlighed og vores savn med os, og vi kan bære det frem for Gud med al vores klage og smerte.

Selv i sorgens mørke og dødens skygge er Gud her for os. Han hører os, og han er med os. Gud er med os hele vejen, også når det nogle gange kan føles som det modsatte, nemlig at han slet ikke er der for os. Men det er lige dér, at Gud netop er der for os; når det hele virker så umuligt, trist og mørkt, så er Gud der for os. Og Gud gør mere end det, for Gud tænder et lys for os midt i mørket. Gud tænder opstandelsens lys, og det lys skal minde os om, at mørket ikke vinder over lyset, ligesom døden ikke vinder over livet.

Vi ved godt, at døden vinder over det menneskelige liv, for sådan er det at være menneske. Det er et livsvilkår, at vi en dag skal dø, men døden vinder ikke over det evige liv. Gud gav os det evige liv, og det var grunden til, at han sendte sin egen søn, Jesus Kristus, ned på jorden til os mennesker. Jesus måtte dø den samme menneskelige død, som vi mennesker skal dø, men kun for at vise os, at Guds lys skinner hele vejen gennem mørket for os, for Gud går med os hele vejen gennem mørket, og Gud fører os samme vej op til hans evige rige, som han førte sin egen søn til.

På den måde vil Guds evige liv overvinde vores menneskelige død, og vi kan vide os sikre på, at når vores afdøde kære ikke længere er her på jorden hos os, så er de blevet ført op til Guds evige rige, og i Guds evige rige hersker ikke sygdom, krig, ødelæggelse eller død. I Guds evige rige bliver vi passet på af Gud, og det er en trøst for os efterladte, som sidder tilbage med al vores sorg og savn.

Midt i sorgen har vi Guds tro, håb og kærlighed med os. Og Guds kærlighed til os mennesker er så fuldstændig ubetinget, at vi slet ikke kan begribe det. Sådan er vores Gud; han elsker os ubetinget både i livet og i Guds rige til evig tid.

Sognepræst Nadia Hoxer Dyhrberg-Krantz