Koncert med Akela

Koncert med Akela

Koncert med Akela

Tirsdag 3. november 2026, kl. 19:00 - 21:00
Skt. Nikolai Kirke, Kirkestræde 2A, 4300 Holbæk

AKELA  |  FABER

Danske sange genfortalt

Elsker du også den blå anemone, solen er så rød, mor og Danmark nu blunder?

De fire medlemmer af AKELA har ofte savnet muligheden for at lytte til de danske sange i et klassisk, instrumentalt format. Uden ord, men med al den nærhed og dybde, sangene rummer.

Selvom de som klassisk strygekvartet ofte arbejder med store og komplekse værker, oplever de, at noget af det mest rørende findes i de enkle, danske melodier – som fx Carl Nielsens sange, hvor tekst og melodi mødes i en særlig, ren forening.

Derfor har komponist Phillip Faber skabt unikke arrangementer af 12 sange til AKELA, hvor kvartettens musikalske dybde bringer fornyet intensitet, nærvær og klangrigdom til det kendte materiale. Formålet er at kaste nyt lys over den danske sangskat ved at fortolke velkendte sange gennem strygekvartettens levende udtryk og nuancerede tonesprog.

Projektet består af en landsdækkende koncertserie med 11 koncerter, hvor musikken formidles ved 6 aftenkoncerter og 5 koncerter med lokale kor.

AKELA oplever, at en koncert står stærkest, når programmet både rummer det simple og det komplekse, noget der rører publikum helt intuitivt og noget, der måske kræver mere tid. Til hver koncert kombineres et udvalg af de danske sange derfor med et større klassisk kvartetværk, der spejler dem.

Til koncerterne, der hedder Nordiske toner, sættes Sibelius’ 2. strygekvartet sammen med sange, der handler om Norden.

Om AKELA

AKELA blev dannet i 2019 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden da har kvartetten udforsket strygekvartetrepertoiret med nysgerrighed og nærvær til festivaler, masterclasses, konkurrencer og koncerter i Kina, Canada og over hele Europa.

AKELA studerer i solistklassen på DKDM hos Tim Frederiksen og Den Danske Strygekvartet, tidligere har de studeret sammen på Musikhochschule Lübeck hos Heime Müller. De fire medlemmer er livslange venner og deler et dybt musikalsk og personligt bånd. AKELA optræder i en bred vifte af sammenhænge – fra skole- og plejehjemskoncerter til koncerter i landets store koncertsale. De har bl.a. spillet og udviklet børnekoncerter til Kulturmødet Mors og Levende Musik i Skolen.

Siden 2023 har de været en del af MERITA, et europæisk initiativ, der genfortolker klassiske koncertoplevelser. Kvartetten modtog Leonie Sonnings Talentpris i 2024 og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i 2023.

 

Du vil måske også kunne lide...