Ved en gudstjeneste hørte jeg en præst tale om ingenmandsland og ingenmandshjerte – det var nye udtryk og billeder for mig, selvom jeg er vokset op i grænselandet lige ved Tønder i Sønderjylland – der i min barndom kaldte vi om-rådet mellem den tyske kontrolpost og den danske kontrolpost, ved den danske og tyske landegrænse, for ingenmandsland. Jeg kan huske, at jeg spurgte min far, da vi havde passeret den danske grænsepost i bilen – om vi så nu var i Tyskland, og hans svar var: “Nej, ikke endnu – lige nu er vi i ingenmandsland” – eller som det sikkert snarere var, i en slags sikkerhedszone mellem den tyske og danske grænsepost. Først efter vi havde vist pas ved den tyske kontrolpost, var vi i Tyskland.

Men ingenmandsland og ingen-mandshjerte kan også være en følelsesmæssig og en eksistentiel tilstand, hvor vi er ude af stand til at orientere os, hvor vi befinder os i en slags chok – fordi indtaget af nye og uforudsigelige nyheder har nået os og bragt os i en slags ingenmandsland og hos os forårsaget et ingenmandshjerte.

Jesu disciple var i en sådan slags ingenmandsland, da Jesus fortæller dem, at han går bort fra dem – ”nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer”.

Det kan være meget svært at beskrive en sådan tilstand, hvor alt er tåget og mørk og der ingen horisont eller mulighed for overblik er – retningssansen er væk eller ude af funktion, og man gør dumme ting – på en måde nægter man at høre og se – man forsvinder. 

Jesu ord falder i forbindelse med det sidste måltid skærtorsdag. Disciplen Peter går i rette med Jesus, da han forudsiger sin død og opstandelse og ved eksekveringen af dødsdommen over Jesus nægter han ethvert kendskab til Jesus. Judas forråder ham, alle disciplene svigter så grueligt deres lærer og mester.

Jeg spørger stilfærdigt, om alle disse beskrivelser af tilstande i ingenmandsland og med ingenmandshjerte er forbeholdt disciplene?
Kender vi også til følelsesmæssige tilstande, hvor vi er lammede og ude af stand til at overskue vores liv – hvor vi blot tænker på at komme væk eller flygte væk fra virkeligheden. For meget kaos i verden og i os selv – ingen ro, der sker alt for meget og alt er blevet uforudsigelig – både i os og i verden. Synes vi også, at verden nogle gange befinder sig i en slags ingenmandsland og med ingen-mandshjerte? Måske snarere et stenhjerte?
Synes vi også, at vi selv har svært ved at finde ro og mening, retningssang og fast grund under fødderne?

Den gammeltestamentlige profet Ezekiel skriver:
”Dette siger Gud Herren: Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre”.

Og netop dette er Talsmandens gerning hos disciplene, hos os og i verden: Fastholde sandheden om forholdet mellem Gud Fader og Gud Søn og mellem Gud og mennesker og mennesker imellem – og om godt og ondt; og at denne verdens onde fyrste en gang for alle er dømt ude.
Talsmandens gerning beskriver Grundtvig så eminent i et vers fra salmen ”Kom, Gud Helligånd, kom brat”:

”Sjælesørger allerbedst,
Hjertekammerets ædle gæst!
Vær hos os til stede
Med Guds fred i storm og strid,
himmelsk trøst i trængsels tid!
Sluk vor sorg med glæde!”

Glædelig sommer
Sognepræst Michael Rosendal