Maj måned kan være ganske kold, eller dejlig mild. Jeg går lige nu og ser frem til, at nattefrosten er af jorden, og temperaturerne stiger.

Vi lever i en kold tid i mere end én forstand. Og den kolde luft mellem øst og vest synes ikke at blive varmere, selvom foråret er kommet. Jeg kan føle mig afmægtig i truslen om atomkrig, og fortvivlet over at se, hvordan krigen i Mellemøsten tager livet af børn. Og det føles tamt at sende penge til nødhjælp og sympatisere med de svage.

Men netop i afmagten lærer jeg også at åbne øjnene for det i livet, der er lige foran mig, og som jeg både kan og skal tage mig af. Jeg lærer at sætte pris på de små ting. Da jeg var barn, elskede jeg sangene fra ”De små synger”. Især den med ”Forår, forår, kom nu snart, vi har ventet længe…” Som voksen kan jeg synge sangen med en anden og mere alvorlig fordring. Det er håbets sang. Forventningens sang. At lyset, glæden og friheden må vende tilbage - som det er sket gennem hele verdenshistorien efter lange, mørke tider.

Foråret har en særlig kraft med sig. Lyset vender tilbage, og vi har den varme sommer foran os. Og ude i haven finder vi beviser på, at der kommer endnu et forår, når forårsblomsterne gror frem, og fuglesangen tager til. Blomsterne og fuglene ved intet om ufred i verden. De stråler og synger hvert eneste forår, uanset hvad mennesker finder på at gøre ved hinanden. Det er ligesom at være sammen med små børn, når man selv er trist. Deres ubetingede glæde smitter. En glæde der altid er sig selv bekendt.

Forår betyder at noget nyt og livskraftigt vokser frem i den før så døde have. Jeg husker, hvordan jeg gennem lang tid troede, at mit figentræ i haven var gået ud. Det var forsøgt klippet ned, det var blevet beskyttet mod frost af grangrene, men dødt og goldt så det ud. Netop som jeg skulle til at grave det døde træ op, opdagede jeg de spæde skud, tegn på liv. Og min glæde var dobbelt. Den havde ikke kun med træet at gøre, men mindede mig også om, at når man er lige ved at opgive noget, så kan det ske, at man får det hele tilbage igen – i en ny form.

Der er meget, der ikke kan genskabes i verden. Meget der går tabt. Menneskeliv der går tabt. Men troen på, at lyset er stærkere end mørket, er det eneste, der ikke må gå tabt. Det er den tro, vi lever af. Forsvinder den, forsvinder vi med den. Derfor er foråret med sin nyskabelse og sit kraftige lys så vigtig at nyde og tage til sig. Det er lyset i os selv og omkring os, der skal ændre verdens mennesker. Og vi kan altid begynde med det, der er lige foran os.

Lad det dejlige forår blive til en tid, hvor himlen når jorden. Hver gang foråret nærmer sig, bliver vi atter mindet om det, og kan synge: ”Forår, forår kom nu snart. Vi har ventet længe”. Vi venter foråret ind - i tanke, sind og natur.

                                                                                                     Hanne Mejlhede