Koncert m. Roskilde Domkirkes Voksenkor

Koncert m. Roskilde Domkirkes Voksenkor

Koncert m. Roskilde Domkirkes Voksenkor

Søndag 10. maj 2026, kl. 16:00
Skt. Nikolai Kirke, Kirkestræde 2A, 4300 Holbæk

”En eftermiddag i kærlighedens selskab”. Der er gratis entré, når Roskilde Domkirkes Voksenkor opfører forårskoncert i Skt. Nikolai Kirke. 

Beruselse, lykke, vrede, melankoli og jalousi er følelser, der indgående beskrives i Friedrich Daumers 18 korte digte fra samlingen ”Polydora” – en antologi med kærlighedsdigte fra mange lande, oversat til tysk.


Johannes Brahms (1833-1897) lod sig inspirere af disse digte og færdiggjorde i 1869 sit opus 52 – ”Liebesliederwalzer” – for fire solostemmer og firhændigt klaver. Brahms selv beskrev dem som bagateller og havde primært tænkt dem som en slags salonmusik, der kunne udføres af amatører hjemme i de private stuer. Men den professionelle verden fik også ørerne op for dette skønne værk, og i dag opføres det både af kor og solister. Musikken er præget af wienerstemning, men med en tydelig Brahms-signatur.'


Peter Heise (1830-1879) lod sig ligeledes inspirere af romantikkens poesi, og det kan høres i værket ”Forår og sommer” for kor og klaver – fire sprudlende sange om forår, sommer og kærlighed.


Roskilde Domkirkes Voksenkor synger under ledelse af Christa Brix Hauser og akkompagneres af Asbjørn Dalbjerg og Benjamin Frimodt Pedersen

Om Roskilde Domkirkes Voksenkor
Voksenkoret er et velsyngende, klassisk kor bestående af ca. 50 musikelskende amatørsangere. Koret beskæftiger sig primært med kirkemusik – både af nyere og ældre dato – og medvirker ved både gudstjenester og koncerter i Roskilde Domkirke. Koret ledes af Christa Brix Hauser


 

 




Du vil måske også kunne lide...