En vandring gennem Skt. Nikolai Kirkegård: "SPOR I STEN" - SPOR 4: Borgmesteren i bronze

En vandring gennem Skt. Nikolai Kirkegård: "SPOR I STEN" - SPOR 4: Borgmesteren i bronze

En vandring gennem Skt. Nikolai Kirkegård: "SPOR I STEN" - SPOR 4: Borgmesteren i bronze

# Kirkegårdsvandring

En vandring gennem Skt. Nikolai Kirkegård: "SPOR I STEN" - SPOR 4: Borgmesteren i bronze

Vi begiver os nu ud på sidste del af vores lille kirkegårdsvandring SPOR I STEN.

Fra Ehlers’ engel går turen på tværs af hele Skt. Nikolai Kirkegård i fugleflugt. Vi vælger dog at gå langs kirkegårdens mure, fordi der på den rute også er mange fine og betagende monumenter. Vi bevæger os først mod nord, og så mod vest – helt over i den del af kirkegården, der ligger nærmest det gamle rådhus.

Og det er egentlig meget passende. For her finder vi det sidste stop på vores vandring i SPOR I STEN.

Mellem gravstederne rejser en høj sten sig. Øverst ser en mand ud over kirkegården fra et portræt i bronze. N. E. HANSEN. Borgmester i Holbæk 1874–1913. Holbæk Bys Æresborger. Og nederst står fire ord, der gjorde os nysgerrige: Rejst af Holbæk Byraad.

Så hvem var denne mand, som byen selv valgte at rejse et monument over?

Du har helt sikkert også enten kørt, gået eller cyklet på Borgmester N.E. Hansens vej, hvis du er indfødt Holbækker. Mange af os kender i hvert fald navnet derfra.

Nicolai Emil Hansen kom til Holbæk i 1874. Han var jurist og havde arbejdet i Indenrigsministeriet, da han blev udnævnt til byfoged, byskriver og borgmester i Holbæk.

Dengang blev borgmesteren ikke valgt af byens borgere, sådan som vi kender det i dag. Han blev udnævnt af kongen – og N. E. Hansen skulle komme til at sidde på posten i hele 39 år.

Da han ankom, stod Holbæk på tærsklen til en ny tid.Samme år åbnede jernbanen til byen, og året efter stod N. E. Hansen på stationen, da Christian IX og den kongelige familie kom til Holbæk ved den officielle indvielse.

I årtierne, der fulgte, ændrede byen sig markant. Holbæk blev kloakeret, fik vandværk og elektricitetsværk, et nyt rådhus blev bygget, og mod slutningen af Hansens embedsperiode kom også garnisonen til byen.

N. E. Hansen sad med andre ord på borgmesterposten gennem en stor del af den periode, hvor Holbæk voksede fra den gamle købstad og ind i den moderne tid.

Men følger vi sporet lidt længere, finder vi også familien bag borgmesteren. Han var gift med Anna Hansen, og sammen havde de blandt andet datteren Elisabeth Hansen, født i 1885.

Og Elisabeth fortjener faktisk at blive nævnt. I Museum Vestsjællands samling findes et portræt af hende, hvor hun registreres som frk. Elisabeth Hansen, lotterikollektrice. Senere finder vi hende også som indehaver af Holbæk Maskinskrivnings- & Duplikeringskontor. Hun var altså ikke kun borgmesterens datter. Som ugift kvinde havde hun sit eget erhverv og drev sin egen virksomhed i Holbæk på et tidspunkt, hvor det langt fra var en selvfølge for kvinder at have den slags selvstændige arbejdsliv.

N. E. Hansen gik af som borgmester i 1913. Året efter, på sin 80-års fødselsdag, blev han udnævnt til æresborger i Holbæk – kun den anden person i byens historie, der fik den hæder. Han døde i 1923, 89 år gammel.

Og her, i den vestlige ende af Skt. Nikolai Kirkegård – næsten så tæt på det gamle rådhus, som man kan komme fra kirkegården – står monumentet stadig. Et portræt i bronze. 39 år som borgmester. En by i forandring. Og nederst: Rejst af Holbæk Byraad.

Her slutter vores vandring i SPOR I STEN for nu.

Vi begyndte med Morgenrøden og historien, der gemte sig bag bronzefiguren. Siden mødte vi kvinden i marmoret, fulgte en engel, der pegede mod et glemt familiegravsted – og nu er vi gået hele vejen på tværs af kirkegården til borgmesteren - også i bronze.

Fire stop. Men langt flere mennesker, forbindelser og historier. For gravstenene på Skt. Nikolai Kirkegård fortæller ikke kun om dem, der ligger begravet her. De fortæller også om Holbæk – om familier, arbejde, kunst, erhvervsliv, tro og en by, der har forandret sig gennem generationer.

Og måske er det netop dét, vi tager med os fra turen: At når man standser op og kigger lidt nærmere, er en kirkegård ikke kun et sted med navne og årstal.

Den er også et arkiv under åben himmel.

Om vores research:

Oplysningerne i SPOR I STEN bygger bl.a. på kirkebøger, kirkegårdsprotokoller, historiske vejvisere, lokalhistoriske arkiver og museumssamlinger.

Du vil måske også kunne lide...