Efteråret nærmer sig. Jeg er glad for at leve i et land, hvor årstiderne skifter. Derfor hilser jeg efteråret velkommen. Sommeren er dejlig, man er ude i det fri, solen varmer, men der er også megen adspredelse forbundet med sommeren.

Efterår derimod kalder på eftertanke. Når man rykker indenfor. Jeg elsker at sidde ved brændeovnen med et tæppe over benene og en varm kop kaffe – og tænke lidt. Eller læse.

For tiden har jeg tænkt meget over Søren Kierkegaards berømte sætning: ”Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds”.

Hvad menes der med det?

Det er en invitation til en balance mellem refleksion og handling. Ved at kigge tilbage kan vi lære og vokse, men vi kan kun opleve og forme vores liv ved at handle fremadrettet. Med andre ord handler vi i nuet uden at kende konsekvenserne. Og bliver vi for bange for at genopleve noget ubehageligt, vi har reflekteret meget over, så holder vi op med at leve.

At leve er at risikere.

At eftertænke er at skabe erfaring og livsvisdom, vi kan tage med os videre. Begge dele skal der til.

Små børn kender ikke til refleksion. Derfor er hver dag ny for dem, ja hvert minut. De siger tingene lige ud, de lever for det meste frygtløst og frejdigt. Men de kan undre sig. At undre sig er refleksionens bedste redskab. Så i stedet for at tænke alt for meget over den tid, der er gået, og alt det der giver stof til bekymring – for det er der nok af i verden – så ønsker jeg at gå efteråret i møde med undren. Når man undrer sig, vurderer man ikke, dømmer ikke, bekymrer sig ikke. Man er i stedet åben, og tager imod livet. Og jeg stoler på, at hvad der end sker, så er der en Gud, der kender alle veje, mennesker og begivenheder. Og ikke holder op med at elske os.