Det voksende korn og sennepsfrøet

(Markusevangeliet kapitel 4, vers 26-32)

Så-tanker og forårsfornemmelser i en tid, hvor landskabet ligger hvidt herude/kyndelmisse har lige slået sin knude overmåde hvas og hård. Forleden sang vi ved højmessen som første salme ”I sne står urt og busk i skjul”. Og det gør de i fuld grad

Vi skal give tid – give tid til, at forår og såtid kan komme tættere på og blive til virkelighed. Sommer, vinter, efterår, forår – og lys og mørke – disse tider og farver er ikke at forstå som direkte modsætninger men som forudsætninger for vækst og grøde.

I mit første embede i Mesinge-Viby på Hindsholm på Fyn havde vi et rosenbed foran præstegården, som vendte ud mod gårdspladsen. Derfra hentede vi roser ind – ja sågar flere år langt ind i december med fuld blomst – som udfoldede sig endnu mere, da de blev skåret af og blev taget ind i varmen.

”Selv i mørke har vi roser”. Sådan lyder en linje i et digt af Sophus Claussen, men ikke bare har vi roser i mørke langt hen på året; nej, mørke er en forudsætning ikke bare for rosers vækst men for al vækst. Det glemmer vi sommetider og spørger man Kirsten Jørgensen:

”Det sværeste er

at gøre ingenting

og dog håbe på alt,

det sværeste er at vente.

Gud er du sikker på

at du har husket at så

også her hos os”.

                                                                 (Fra digtsamlingen ”Mellem værende (Aros 2008)

Jeg kommer ud for det hvert eneste år, når jeg har sået gulerødder – en tålmodighedsprøve uden lige – fordi det tager så lang tid – før kimplanterne viser sig. Vi har det ikke godt med tålmodigheden, at det tager tid at vokse – og den tid må vi vente – som frøet, der venter i jorden.

Gudsriget ligner sennepsfrøet, der vokser op og giver livgivende skygge og redeplads til fuglene – og det er jo det, at det vokser og gror – også når man sover. Vi ved ikke noget om, hvordan det sker, selvom det sker lige for næsen af os.

Man må bare vente – at det vokser – det sker jo ikke bare som noget fjernt og fremtidigt – det er allerede i fuld gang, som al forårets og sommerens grøde, der lægger forvarsler om roser. Det er nær, og det er for alle. Gudsriget er ikke bare for trætte, syge og ensomme.

Gudsriget er også for dem, der endnu elsker verden og har kraft og mod til at leve i den og endda har den frækhed at sove godt om natten.

Og det er måske dem, der er mest tilbøjelige til at tro, at Gudsriget er noget fjernt – noget, der endnu ikke angår dem. Vi, der er til stede, kan finde på at spørge Gud: Hvad er det, du laver? Eller måske synes vi pludselig, at Gud er al for tavs – nu, hvor der er brug for ham.

Meget ofte begrænser vi vores forhold til Gud til en form for ”udrykningskristendom” – for Gud henvender man sig ikke til, før den er gruelige gal. Der kontakter vi Gudsriget og forventer, at Gud kommer med blå blink og fuld udrykning.

Men måske er det ikke sådan, at det med Gud og Gudsriget fungerer – for – som vi fået at vide – er der jo ikke meget udrykning over manden, der sår og sover godt om natten, eller det undseelige sennepsfrø, der forgår i jorden, al imens det vokser mod himmelen, så fuglene kan bygge rede i det.

Gud arbejder i det stille. Gudsriget bryder så tyst frem som en plante, der spirer og bryder gennem jordlaget – så sagte, som foråret kan komme.

Glædeligt forår!

                                                                                       Sognepræst                                                                                        Michael Rosendal