Kan man møde Gud?

Man kan møde Gud mange steder. F.eks. i naturens storhed, stilhed, skønhed, vildskab. Men også i kunst, arkitektur, litteratur, poesi og musik. Eller i fællesskab og åbenhed og imødekommenhed, omsorg og kærlighed. I gudstjenester samles flere af disse 'mødesteder' for at iscenesætte et Guds-møde.

Grundhistorie

Lukas fortæller om to disciple, som påskemorgen gik fra Jerusalem til byen Emmaus. En mand, de ikke (gen)kender, slår følge. De er kede af det, fordi Jesus er korsfæstet og død – men også foruroliget, fordi kvinderne har fortalt at graven er tom. Manden forklarer, at det hele er forudsagt i Det Gamle Testamente. I Emmaus, får de manden til at blive, og da de skal spise, tager manden brødet og bryder det – og da ser de pludseligt, at det er Jesus. I samme øjeblik forsvinder han. Begejstret bryder de op, går tilbage og fortæller disciplene, hvad de har oplevet. (Luk 24,13-35).

Hele menneskets møde med Gud

Fortællingen har både krop, sind og ånd med. De tre mødes i hver sin krop. De taler sammen, og finder næring til sindet med intellekt, følelser, indsigt, tro og håb. Da brødet brydes, formidles nærvær og forening med det guddommelige – det er åndelig føde. Til sidst går de to disciple med krop tilbage til Jerusalem med beskeden: Jesus lever! Krop-sind-ånd-krop.

Gudstjenestens mønster og liturgi

Gudstjenesten har en firdelt grundstruktur. Det mønster kan genkendes og genfindes på tværs af tider, kulturer og kirkesamfund:

Krop/samling er at mødes geografisk/fysisk til gudstjeneste.

Sind/ord er fællesskabet om bibeltekster, bønner og liturgiske led og prædiken.

Ånd/måltid er nadveren, hvor vi i fællesskab med Gud deler brød og vin.

Krop/udsendelse er at blive sendt tilbage i verden og dagligdagen – med Guds velsignelse – for at virkeliggøre Guds kærlighed.

Sprog:

I gudstjenesten bruges forskellige sprog, der taler til fantasi, følelse, krop, sind og ånd. Der er poesi, bøn, bibelsprog og hverdagssprog. Der er bevægelser, der samler os og påvirker os; vi kommer, sidder, beder, står, knæler, spiser og går. Handlingerne er et tavst sprog. Liturgien samler disse sprog, der virker i krop og sind og ånd.

Det fremmede i det kendte

Gud er det andet sted. Gud er anderledes. At møde Gud er at møde det, som er anderledes midt i det kendte. En gudstjeneste er mulighed for at møde Gud i blandingen af kendt og fremmed – af gammelt og nyt. Gudstjenesten er et iscenesat møde, som har et mønster (liturgi) af læsning, tale, ord, musik, sang, tegn, symboler og handlinger (liturgiske led). De liturgiske led kommer fra forskellige tider og kulturer. Hvert led åbner for et muligt møde med Gud.

Hvor møder du Gud?

Der er mange muligheder for at møde Gud.

Ord/tale: poesi/bøn/bibelsprog/salmer/

prædiken

Musik: der er mange forskellige genrer!

Kroppen: sidde, bede, stå, rejse/sætte sig, gå til/fra nadver, knæle, spise/drikke

Fællesskab: fællessang, fælles bevægelse, fællesbøn, fælles lytten

Rummet: arkitektur og kunst (naturen)

Gudstjenesten - kendt og fremmed

Gudstjenesten har et kendt præg, der er tidsbundent og lokalt, fordi gudstjenesten er præget af vores tid og samfund. Den er også et fremmed præg, fordi gudstjenesten er tidløs og universel, så den har noget fælles med alle kristne gudstjenester i verden og i tiden. Gudstjenestens fremmede præg handler også om at gudstjenestens centrum er Kristus, og derfor altid tilbyder et alternativ til vores kultur – som en ret-telse eller en modsigelse.

Liturgi

Liturgien er det rituelle mønster og forløb af liturgiske led i gudstjenesten, som f.eks. bibeltekster, salmer, fadervor, velsignelse, trosbekendelse og prædiken.

En vifte af muligheder

Gudstjenestens sprog åbner mulighed for at møde Gud. Det er forskelligt, hvor man ser, hører, føler eller oplever Guds nærvær. Men vi passer på hinanden, så der også er plads til det, vi synes er kedeligt eller intet-sigende – fordi det betyder noget for andre. Sådan bliver gudstjenesten fælles-skabets sted – fordi vi med tro, håb og kærlighed passer på hinanden – og giver hinanden mulighed for at møde Gud.

De ældste liturgiske leds alder

Velsignelsen – ca. 2650 år

Fadervor – ca. 2000 år

Den apostolske Velsignelse – ca. 1970 år

Trosbekendelse – ca. 1800 år