Jeg blev for nylig, af en klog mand, opfordret til at genlæse mine gamle vielsestaler – for at se, hvad livet havde gjort ved dén del af præstegerningen. Det har jeg så gjort. Og jeg har overvejet, hvad jeg vil sige til de brudepar, jeg skal vie dette efterår – og i det hele taget sige til efterårets brudepar, der læser dette:

”Kære brudepar - alle morgener skal være poetiske”...

Jeg har faktisk engang i en anden tid, sådan lidt halvkynisk, skrevet noget andet. Det var Troens Kløvedal, drømmenes kaptajn fra det azurblå hav, der skrev ”Alle mine morgener skal være poetiske. Det besluttede jeg mig for som helt ung og har holdt det. Jeg elsker tidlige morgener og nyder dem hver eneste dag året rundt. At sætte sig ud i solen eller gå ud i regnvejret i haven, eller sidde på ankerspillet med en kop kaffe, hvis man ligger for svaj, det er virkelig det dejlige liv. At lade dagen komme til sig, mens man spekulerer på eller taler om, hvad man skal bruge den til”.

I bogen Sømærke pillede datteren Lærke Kløvedal mildest talt poesien ud af hendes fars drøm om alle morgener på jorden, og skrev nøgternt om alle de upoetiske morgener, med “upoetiske lortebleer, de vrangvillige, de søvnige børn, madpakker og skoetasker og upoetiske forsinkede busser.”

Og umiddelbart tror jeg, at mange – mange mennesker kunne spejle sig selv i Lærke Kløvedals beskrivelse af, hvor utrolig upoetisk hverdagslivet i en børnefamilie med alt fra syge børn, snotnæser og sure ægtefæller er.

Jeg skrev dengang videre på hendes tanke – og det er så nemt og så fristende at tage det moderne menneske lidt i nakkeskindet, ruske det, og forkynde en hel masse om pligt og selvtilsidesættelse. Om at man skal holde op med det poetiske vrøvleri. For virkelighedens hverdag i flere nuancer af grå ser helt anderledes upoetisk ud – og snart kan poesien, kærligheden og kyssene forvinde ned i en gulvspand. Det må man værsgo’ at leve med – elske og ære på trods, og hver dag vælge hinanden til. For der er altid noget, vi ikke kan få. Noget i den stil har jeg før sagt.

Det er også rigtigt – det ”ja”, der lyder ved vielsen skal lyde igennem alle morgener – også dem, hvor dagen ikke rigtig åbner sig. Og alligevel vil jeg sige, at alle morgener skal være poetiske. Dermed ikke sagt, at hver enkelt lorteble skal eller kan være poetisk, men at der skal være et glimt af poesi i hver eneste dag, man deler med et andet menneske.

Og hvad betyder ”det poetiske”?

Ja, det er ikke nødvendigvis at sidde med friskbrygget kaffe i stavnen af et skib med udsigt og en hel horisont af himmel og hav og frihed. De poetiske morgener skal findes– også i udsigten bag ligusterhækken – til lortebleer, lektielæsning og lange arbejdsdage, fordi poesien ligger i kærlighedens skabende kraft mellem to mennesker. Poesi er skaberkraft, der ikke kan forklares – men forklarer os.

Det var den erfaring forfatter og journalist Else Lidegaard gjorde – og skriver om i bogen med den finurlige titel: ”Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen” - en brevveksling og et kærligt portræt. Gennem mange år et meget inderligt, men vist platonisk, kærlighedsforhold til den færøske digter William Heinesen. Det var en ganske særlig kærlighed: – det var en sjælelig samstemthed og overensstemmelse af de sjældne – det var ligeværdighed og anerkendelse og det var, at de kunne skænke hinanden fornemmelsen af, at det var morsomt at leve. Og de skrev breve. Længe ventede breve krydsede hinanden. Om kærligheden fra den gamle sjæleven skriver hun sådan her: ”Vi blev til lidt mere når vi blev set med dine øjne. … Vi blev ramt af din magi så man kunne sidde og føle sig fri og på lige fod – og især så hjertensglad”, Hør ordene igen: ”Vi blev til lidt mere”. Det kærlige blik, der ser lidt mere i den elskede end der umiddelbart er at se. Heri ligger det poetiske.

Man siger jo ellers, at kærlighed gør blind, når vi føler at dømmekraften og klarsynet bliver frataget os – og vi kan slå os så frygteligt på den. Men måske er det snarere forelskelsen, der gør blind – mens sand kærlighed gør seende.

For i kærligheden skænkes vi et andet syn – det kærlige blik elsker noget frem i os, vi ikke kan se eller skabe selv. Det var det Else Lidegaard mærkede ske under William Heinesens kærlige blik: ”Vi blev til lidt mere” – det er jo derfor, vi mennesker er afhængige af hinanden – samtidig med, at vi aldrig har været mere uafhængige af hinanden end i dag. Under hinandens kærlige blik bliver vi til, bliver til lidt mere – bliver til dem, vi er. Og det er dén følelse man hver morgen helst skal vågne op til alle hverdagsmorgener ved siden af sin ægtefælle med – hver morgen hvor havregrøden brænder på, hvor børnene nægter at tage sko på, hvor man hvirvler ud af døren med tandpasta på skjorten og en indkøbsliste i hånden.

For hvis livet med hinanden mister den fortryllende kraft, den skabende poetiske kraft – så ved man ikke længere hvorfor man smører madpakkerne, vasker hinandens underbukser og skiftes til at være dén, der tager slæbet. Så kan bleerne være så overskidte de skal være, busserne være nok så forsinkede og ungerne nok så mod-villige. Hver enkelt lorteble skal ikke være poetisk, men rammen rundt om skal være skabende. En kraft vi ikke selv kan skabe, men vi kan gøre noget for, at pleje betingelserne for at poesien er. For ellers er det hele lige meget.

Marie Høgh - sognepræst i Skt. Nikolai Kirke i Holbæk