Først er det midsommer, med sommersolhverv og vendepunktet, der indtræffer: dagene bliver atter kortere, nætterne atter længere. Glæden over lyset og en begyndende fortvivlelse over mørket er en umiskendelig følelse i dagene omkring Sankt Hans. For inden højsommeren og sensommeren kommer med lyngbakker, bær og den brune lugt af hede og høst, da strejfer os den der midsommermelankoli. Vi kunne kalde os mennesker, som bebor landene mod nord, for midsommerskabninger: På én gang har de lyse nætter spændt sit telt over os og samtidig har vintermørket, der kryber ind over badestrande og bølgende kornmarker aflejret sig dybt i vores sjæl, som en evig påmindelse om at tiderne skifter, og vi aldrig kender længden af den tid vi får. Men ved midsommertid begynder også en særlig tid, hvor vi hvert år lever som om den vil vare evigt, lige indtil vi igen må kæmpe os tilbage til hverdagen med dens mandag morgener, huskelister, forældreintra, forliste ægteskaber og bristede sommerdrømme.

Og nu blev det sommerferietid. En tid, uden huskelister og alligevel kan sommerferietiden blive den travleste tid på året, fordi alle de forsømte gøremål fra alle årets andre huskelister bliver overflyttet til den store sommerferiehuskeliste. Haven skal ordnes, hækken skal klippes, bilen skal på værksted, plankeværket males og alle hengemthederne skal muges ud fra skuret. Og inden vi begynder på hverdagslivet igen, skal ungernes skoletasker ryddes for gamle madpakker og forholdet skal ryddes for gamle misforståelser, vi har gnavet os igennem på alle hverdagene siden sidste gang det var sommer. Og så skal vi rejse udenlands, en uge på en hvid badestrand, en uge i sommerhus og en uge skal ungerne på koloni så mor og far kan få voksentid – uanset hvilken ny tid, der så kommer ud af det. Samtidig skal vi se gamle venner og bekendte til gode miner, slet spil og rosé på terrassen. Vi skal aktivere ungerne med noget der rækker lidt udover det sædvanlige, der for alt i verden ikke må kede sig, rode, mangle voksenopmærksomhed eller aktivere sig selv – for det er jo sommerferie – en hellig tid for familierne. Og selvom der ikke er noget i menneskelivet, der sådan er helligt i sig selv – så er der god grund til at holde sommerferie lidt hellig. Altså: Lade lidt som den er en lang helligdag på den gammeldags måde, hvor man ikke lavede alt muligt på ugens ene helligdag, søndagen. For der er så meget vi skal, men der er ligeså meget vi ikke behøver. Så meget vi strengt taget ikke er nødt til. For mange somre siden havde jeg en kær tysk ven, der boede i bofællesskab i hjertet af Berlin. Et bofællesskab, hvor mange liv dagligt flettedes sammen og minder om et familieliv, med alt det livet er: morgenkaffe og morgenkys, diskussionerne om, hvem der tager opvasken og samtalerne om dét der ligger én på hjertet. I den smalle gang, hvor dørene ind til hvert værelse og hvert lille liv var, var der skrevet et citat af Astrid Lindgren på væggen med sort akrylfarve: ”Und dann muss man ja auch noch Zeit haben, einfach da zu sitzen und vor sich hin zu schauen." Jeg har aldrig fundet den danske oversættelse, og jeg ved ikke hvor i hendes forfatterskab det stammer fra, men ordene rummer en særlig hverdagsvisdom. At man altid skal have tid til at sidde og kigge hen for sig. Citatet stod på væggen som en venlig påmindelse ved hver dags begyndelse, når man åbnede værelsesdøren og fandt vej til badeværelset og tandbørsten. Tag ordene med ind i dit sommerferieliv som en kærlig påmindelse fra mig om, at udskifte de gule sedler, der minder dig om alt det du skal – med gule sedler, der minder dig om alt det, du ikke behøver. Alt det du ikke er nødt til. Men at du er nød til at lade sjælen hænge og dingle lidt. På tysk siger man, ”die Seele baumen lassen” Forestil dig det billede - sjælen hænger og lufter i sommervinden. Mens du sidder og kigger hen for dig. Og fortaber dig i noget andet end dig selv. Fortaber dig lidt i livet.