Om fjendekærlighed

Selvom vi har taget hul på sommermånederne og solen trods regnvejr har skinnet og forhåbentligt fortsat vil skinne meget mere resten af sommeren – så er to store krige i fuld gang med at udspille sig i verden og har været det længe - krigen mellem Rusland og Ukraine og krigen i Mellemøsten mellem staten Israel og terrororganisationen Hamas – side om side med de øvrige krige, som også foregår.

Og Folkemødet på Bornholm er lige gået i gang – hvor man også skal snakke om disse krige og konflikter og deres følger og konsekvenser for resten af verden – og apropos, så har beredskabsstyrelsen sekunderet af forsvarsministeren netop udsendt anbefalinger til danskerne, hvordan vi bør være forberedt på tre dage i krise – altså en slags forvarsel om et kriseberedskab.

Og lige midt i den situation, mens solen skinner ned mellem skyerne, sidder jeg og skal forberede en prædiken til 4. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække om fjendekærlighed, som er en del af bjergprædikenen – Jesus store tale til folket og sine disciple. Indholdet er, hvad han stod for og hvem han var - eller kan man sige - hvor langt Gud nu var nået i sin selvforståelse gennem en uendelig lang udviklingshistorie og selvindsigt.

”I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”.

Indvendingerne er der masser af i forhold til Jesu udsagn – også fra mig selv – for det kan man jo ikke, når man læser buddet om at elske sine fjender.

Men når vi nu er i biblen og i Det Nye Testamente hos Mathæus, så lad os tage udgangspunkt i, hvad manden mener – og hans svar til hans tilhører er: ”Hvis I kun elsker dem, som elsker jer, hvad løn kan I så vente”?

En mulighed er, at vi kan tilintetgøre vores fjende helt – den logik kender vi godt og det gør parterne overfor hinanden også – det fremgår så tydelig af deres retorik – hade og tilintetgøre hænger her sammen.

En anden mulighed er at gøre sin fjende til sin ven – så at sige forsone sig med ham/hende – forslaget er svært at føre ud i livet og eksemplet på dette er situationen i konflikten med Israel og Hamas lige nu. Tværtimod forestiller begge parter sig at slår man hårdt nok, vil modparten forsvinde.

En alternativ tilgang kunne være at se det fra Guds side – ud fra den udvikling, der er sket med ham gennem hele biblen. Der er en lang liste over situationer, hvor Gud har slået folk ihjel startende med den store vandflod, hvor hele jordens befolkning udryddedes undtagen Noah og hans familien. Og den voldslogik og pædagogik fortsætter gennem store dele af Det Gamle Testamente – med det formål: ”At så kan de lære det. Men hen ad vejen mod slutningen af Det gamle testamente og på vej ind i Det Nye Testamente lærer Gud at elske sin fjende – det sker, da han viser sig i den korsfæstedes skikkelse og der ofrer sit eget liv – også for alle os uforbederlige. Gud går i sig selv og indser, at det gode kun kan elskes frem.

Hvilken tilgang har Jesus? Hvad er det, han viser os? Hvilken vej er det?

Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så forvente?

Hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så?

Her har vi manden, der giver sig selv med hud og hår og som har indset, at hvis man kun giver for at få, hvad har man så bidraget med.

Jesus rister os sagte og nænsomt og han gør det med kærlighed og med et glimt i øjet. Ligesom da disciplene i en anden sammenhæng kom op at toppes om, hvem af dem, der var den største. Og han giver dem ganske ret, at sådan er magtforholdene overalt i verden – med den geniale tilføjelse - ”men jeg er iblandt jer, som den, der tjener”.

Altså livet handler ikke om at fortjene eller at få, men snarere om, hvad jeg vil bidrage med og hvordan jeg vil tjene.

God og Glædelig Sommer

Sognepræst Michael Rosendal