”Jeg har altid elsket efterår”, sagde en kvinde til mig.

Jeg studsede lidt, for det er jo sommeren, de fleste mennesker higer efter. Ja, mange rejser endda væk, når kulden nærmer sig, for at forlænge den varme tid. Foråret er også skønt, fordi lyset vender tilbage. Men denne kvinde syntes altså bedst om efteråret. Hun forklarede det med, at vejret nu endelig kunne være, hvad det var. Om sommeren må det helst ikke regne, for vi vil til stranden og bade, for ikke at tale om grillaftnerne, hvor det helst skal være stille og varmt. Om vinteren skal der helst være blød frostsne, så vi kan kælke og stå på ski. Efteråret, derimod, har man ingen særlige forventninger til. Man tager én gang for alle vanter og frakker frem af skabet, dejlige store støvler. Og når kalenderen har passeret september, kan man med god samvittighed sidde og hygge sig indendørs i tusmørket med tændte stearinlys og ild i pejsen.

Kvinden havde en pointe, synes jeg. For selve det at kunne rumme forandringer og skiftende vilkår… jeg tror, at man bliver et mere vågent og rummeligt menneske, jo bedre man er til omskiftelighed.

På Island skifter vejret fra dag til dag, og somme tider op til flere gange på en time. Så man planlægger ikke på forhånd, man ser hvor vejret bærer én hen, om man skal tage til syd eller nord? Islændinge ser heller ikke meget på klokken. De kommer, når de kommer – også når det gælder familiefester i Danmark. Jeg tror, at islændinge lider mindre af stress end danskere, for vi kan blive helt stressede over, at vi ikke kan gøre det, vi har sat os for.

Jeg kender en børnefamilie, der inviterede til en stor havefest i juli måned. ”Vi forventer, at det bliver en skøn, varm sommeraften med fakler og bål fad…” Men det regnede, og festen blev aflyst. Det ville en islænding aldrig løbe an på. Og når det så pludselig mod forventning er 22 grader i Reykjavik, så tilbringes hele dagen udendørs. Alt andet må vente.

Om det er forår, sommer eller efterår, om det regner eller sner… vi har intet andet valg, end at tage vejret som det kommer. Og det har vi godt af. Livets omskiftelighed i det hele taget, det er præcis det, der lærer os at sænke skuldrene. Der er større kræfter til end vores egne. De skiftende årstider er en af dem. Alt hvad vi ikke kan lave om på, det laver om på os. Så måske er det værd at lytte til kvinden, hvis yndlingsårstid er efterår.