Der er ingen mennesker, der tror på opstandelsen. Og alligevel tror de. Jeg tænker på det hver eneste gang, når jeg siger afdødes navn, lægger de tre små skovlfulde muldjord kisten ledsaget af ordene: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jorden skal du igen opstå.” Jeg tror, de fleste mennesker har samme forhold til opstandelsen, som det forfatteren Jens Christian Grøndahl redegør for i en lille bog om troen: ”Jeg kommer aldrig til at godtage at Kristus genopstod og for til himmels, men jeg vil gerne høre historien igen, næste gang jeg skal tage afsked med et menneske, jeg holder af.” Skriver han, og fortæller om en nær vens begravelse: ”Opstandelseshåbet bliver særlig påtrængende, når et liv afbrydes for tidligt. Jeg sad og så på hans kiste, på blomsterne. Han genopstår jo ikke, tænkte jeg, mens jeg lyttede til præstens læsning af kapitlet om den tomme grav. Ordene jeg tænkte, stod overfor ordene, som blev læst, og det var sprog mod sprog, en kold konstatering overfor et umuligt håb.” skriver han. Det umulige håb, er det håb vi ikke forstår. Og alligevel er det den, fortælling om opstandelsen vi har brug for at høre, når en livshistorie er blevet afbrudt, når vi kysser den hvide pande, ligger øret til det døde hjerteslag, aer den let indfaldne kind, stryger den køleskabskolde hånd, siger tak – farvel du og på gensyn ”i landet bag hav”, som Grundtvig kalder det evige sted, hvor vi mødes igen. Eller ”det fjerne land Nangijala”, som Astrid Lindgreen skriver om i Brødrene Løvehjerte, jeg engang prædikede over ved en lille drengs begravelse, hvor kun ordene om gensyn i evigheden havde fylde. Alt andet var ligegyldigt. For på dét sted, bag stjernerne, hvor eventyrene stadig lever, hvor livet stadig er, hvor dalen er grøn af græs og hvid af kirsebærblomster – i Guds lysende land skal småbørn og menneskebørn, forældre og børn, søskende, vennerne og dem, der er gået i forvejen for os og trygt har efterladt os på jordsiden stjerne med det underfulde og umulige håb om, at vi skal ses igen. Det er himlens ubegribelige vilje med os, det er troens fortælling om det umulige håb, om opstandelsen fra de døde, der giver så meget mening – selvom det ingen mening giver. For hjertet lytter ikke med forstandens, men med fortvivlelsens og kærlighedens,  sorgens og smertens, øre - og sådan var det også den morgen for over 2000 år siden, da kvinderne kom til den tomme grav. Efter al deres sandsynlighedsberegning skulle Jesus ikke selv have væltet stenen bort fra indgangen til graven og vandret ud i morgenlyset - nej, for de var jo på vej ud for at se til den døde og stryge olie og parfume på hans lig. Selvom vi indimellem bilder os ind, at det forekommer det såkaldt moderne oplyste, klart tænkende, affortryllede menneske endnu mere usandsynligt at Jesus forlod sin grav påskemorgen – end alle andre tiders menneske, ja så vidner Bibelen og hele verdens litteratur om, at mennesket altid har diskuteret rimeligheden af den helt uhørte påstand at Kristus opstod og for til himmels – og alligevel har fortalt vi fortællingen, forkyndt evangeliet hver gang vi har taget afsked med et menneske vi har holdt af. Og selvom vi ikke kan godtage det, er det det eneste, vi vil høre. Ligesom de pårørende der ønskede, at Eric Claptons sang ”Tears in heaven” blev afspillet ved en bisættelse, mens kisten blev båret ud af kirken. Det kan godt være, at det er noget pop, men jeg sagde ja. Uden at blinke. For ønsket sagde jo alt: Med dødens mellemkomst, gav de efterladte himlen en chance. 

Sognepræst

Marie Høgh