Ultimo oktober fejrer vi Halloween, sidst i november eller først i december begynder adventstiden, der naturligt munder ud i julefejringen, der afløses umiddelbart af Nytår, og inden fastelavn i februar er der kyndelmisse og noget efter fastelavn kommer påskeugen og noget efter - som den sidste og meget tit oversete højtid kommer pinsen – så er det sommer med Sankthans og sommerferie og så følger juli, august, september, oktober – og vi er tilbage igen til Halloween.

 Kalenderårets kalender eller den merkantile forbrugskalender kan godt give mig stress, fordi næppe er vi færdige med julefejringen, førend vi farer vild i de udstillingsøer som butikker og supermarkeder opstiller som regel ved indgange/udgange med meromsætning for øje – for ikke at tale om det massive tryk, der er på reklamerne – på en eller anden måde mangler jeg pauserne/de stille perioder i mellem – at julepynten er fremme allerede lige efter Halloweenfejringen er for meget – lige præcis der efter Halloween har jeg brug for en pause.

Kirkeåret er anderledes – mere forberedende og kontemplativt: Kirkeåret starter med adventstiden med de 4 adventssøndage – vi tæller ned til jul med stille eftertænksomhed, det er forberedelse til julehøjtiden – igen ligesom der har været forberedelse til højtiden, er der perioden efter jul Helligtrekongertiden, hvor vi så at sige får tid til at reflektere over julebudskabet og dets betydning – her er det meningen, at budskabet langsomt skal omsættes til glæde og vækst hos os – for vi har brug for tid både eftertid og før tid.

Derfor er der også som overgang mellem helligtrekongertiden og fastetiden to søndage Septuagesima og seksagesima, som blidt og venligt gør os opmærksom på, at der henholdsvis er 9 og 8 søndage til Påske, som vi bliver nødt til at stille ind på nu – søndagen efter er der fastelavn, festen inden fastetiden begynder. Fastetiden er ligesom adventstiden forberedelsestid med stille eftertænksomhed denne gang som forberedelse til Påskehøjtiden. Og efter påske er der søndagene efter Påske – den liturgiske farve er her hvid, som symboliserer glæde, renhed, hellighed og uskyld – kort sagt refleksion over Påskens mysterium og gave til os – igen, der er nødt til at være tid til, at budskabet kan indlejre sig hos os.

Til sidste følger Pinsen og derpå Trinitatis tiden, som er den lange refleksionens march i kirkeåret – den festløse tid, hvor vi til gengæld bliver bombarderet med fortællinger fra Jesu liv – også som en refleksion over de tre hovedhøjtider i kirkeåret – hvad der skete der, havde konsekvens – at vores liv hermed blev og bliver totalt forandret.

Jo, jeg lever jo i kalenderåret ligesom alle andre, men jeg overlever ikke uden den omsorg og rummelighed, som kirkeåret giver mig.

Sognepræst

Michael Rosendal