Verdens centrum – det er da mig! Det er da klart!

Er du uenig?
Nå, du mener det er dig!
Jamen, så er der jo noget der ikke passer!

Men det er vel sådan, vi tænker og føler. Hver for sig kredser vi om os selv og tror, at alt og alle forholder sig til ”MIG”. Det andre gør og siger, tror ”jeg” retter sig mod ”mig” og henvender sig til ”mig”.

Men hvis vi nu bruger hinanden som spejl og ser, hvor meget det vi siger og gør, har de andre i centrum – så opdager vi (måske), at det er forbavsende lidt; ja, måske slet ikke.

Så måske er ”jeg” slet ikke så vigtig, som jeg tror! Måske er ”jeg” bare én blandt mange milliarder af mennesker – og derfor af forsvindende lille betydning! Måske er ”verdens centrum” et helt andet. Måske er Gud verdens centrum!

Denne bevægelse væk fra 'jeg'et' og hen imod Gud/Kristus er en grundlæggende bevægelse i kristendommen.

Det er det Paulus beskriver, når han skriver: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20)

og som Jesus også beskriver, når han siger: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det." (Mark. 8,34-35)

Det var en grundpille for ørkenmødrene og -fædrene. For livet og tilværelsen i klostrene. Og gennem tiderne har mange almindelige kristne levet efter det uden at gøre et stort nummer ud af det.

En nyere beskrivelse af hvordan denne bevægelse konkret gøres lyder sådan: ”Når den søgende i desperation spørger: ”Men hvad skal jeg gøre?” er svaret: ”Ingenting! Lad Gud gøre det, som skal gøres! Lær dig at tale og tænke mindre, og lyt desto mere!”

Det er rigtig at man i denne enkle formen for bøn let kan blive adspredt, når man ikke længere har nogen konkrete punkter at holde sig til. Det kan derfor være fint at gentage et enkelt ord (”Gud”, ”Herre”, ”Jesus”, ”Fader”) for at holde fast i en bevidst åbenhed overfor Gud. Men man må igen og igen understrege at ved bøn handler det ikke om koncentration. Koncentration har med hovedet at gøre, mens bøn er hjertets anliggende. Det er hjertets grundindstilling, det kommer an på: viljen til at stå til Guds disposition, at lade Gud gøre det, som Gud vil. Og det Gud vil er at elske – at virkeliggøre kærligheden.

Senere kan der komme en tid, hvor det enkle ord opleves problematisk, fordi man ikke længer erfarer den samme fred; Gud har trukket sig tilbage, ind til sjælens centrum. Denne oplevelse kaldes for ”Sjælens mørke nat” eller ”Åndens nat”. Da gælder det om at holde ud i nøgen tro, det vil sige at tro uden nogen specielle erfaringer.

Der er her der kan ske ”En kopernikanske Revolution”: i stedet for at lade Gud kredse rundt om mig – Gud er til for mig – begynder jeg nu selv at kredse rundt om Gud – jeg er til for Gud. Man lærer den rene kærlighed, agape, det gamle mennesket dør og det nye opstår.

Når det beskrives som ”En kopernikanske Revolution”, hentyder det til Kopernikus revolutionerende (omvæltende) verdensbillede: Den overbevisning, at solen bevæger sig rundt om jorden, vendes på hovedet til en viden om, at det er jorden, som bevæger sig rundt om solen.

På samme omvæltende måde sker den sindelagsændring eller omvendelse fra at tro og mene, at alting handler og drejer sig om ”MIG” til at forstå og vide, at alting handler og drejer sig om GUD, der er altings centrum. Den opdagelse er den kristne grundopdagelse. Den opdagelse ændrer alting samtidigt med at alting forbliver det samme.

GUD er verdens centrum – Gud er vigtigst i hele universet! Og Gud viser sin vigtighed, ved at gøre ”DIG” til det vigtigste! For Gud elsker alle mennesker, uanset hvad de mener om Gud. Og man får hverken mere eller mindre kærlighed fra Gud afhængig af, om man tror på Gud eller ej.

Men Gud opfordrer os til at kravle ned fra vores ”Jeg er verdens centrum”-tårn – og gøre Gud til vores og verdens centrum. Det kaldes for ydmyghed!

Gunder Gundersen, sogne- og korshærspræst