Kirken og klosteret i Holbæk efter reformationen

Borgerne i Holbæk besluttede straks at gøre sortebrødrenes fornemme klosterkirke til byens sognekirke. Hvad de øvrige bygninger angik, så kong Christian III stort på sortebrødrenes ønske om, at klosteret skulle fortsætte som fattighus. I 1536 beordrede han, at klosteret skulle nedrives og stenene anvendes til forbedring af Holbæk Slot, men øjensynligt fik byens borgere til sidst kongen på bedre tanker. Dette skete dog muligvis først, da østfløjen (og eventuelt også østenden af sydfløjen) allerede var revet ned eller gjort uanvendelig. Resten af sortebrødreklosteret overgik nu til Holbæks borgere, som dog heller ikke var til sinds at følge sortebrødrenes sidste vilje. Vestfløjen blev anvendt til latinskole og bolig for skolens rektor (der tillige var kordegn i kirken), mens sydfløjen i 1575 blev indrettet til rådhus, en funktion bygningen havde indtil 1844. Denne fremgangsmåde var ikke usædvanlig. Også sortebrødrenes kirker i Ribe, Viborg og Århus blev omdannet til sognekirker, mens klosterbygningerne i Ribe og Vejle ligesom i Holbæk blev anvendt til rådhus efter reformationen. I Århus og Helsingør fandt sortebrødrenes bygninger anvendelse som hospital, mens man mange andre steder valgte at rive klostrene ned straks. Der menes at have været grundlagt knap 20 dominikanerklostre i Danmark i middelalderen, heraf to nonneklostre. Alle blev de opgivet omkring reformationen og kun påfaldende få er delvist bevarede frem til vor tid. Sortebrødreklosteret i Holbæk repræsenterer ordenens eneste overlevende bygninger i Danmark øst for Lillebælt, mens der findes mere eller mindre komplet bevarede klosteranlæg (med klosterkirker) i Århus, Ribe og Viborg; især i Ribe kan middelalderens sortebrødreklostermiljø opleves endnu.

Den verdslige og/eller sekulære overtagelse af sortebrødrenes kirker og klostre kendes også fra resten af det protestantiske Europa. Det samme gælder den meget store andel af forsvundne sortebrødreklostre. Især i England og Frankrig har kun få klostre overlevet reformationer, krige og revolutioner, men også en betydelig mængde tyske klostre er gået tabt. En forhindring for mange tiggerbrødreklostres bevarelse har givetvis været deres beliggenhed på attraktive grunde i byerne. Således valgte myndighederne i DDR så sent som i 1968 at nedrive en fuldkommen intakt dominikanerkirke i Leipzig, for at give plads for en udvidelse af universitetet.

Klosterkirken efter reformationen

Indtil reformation havde Holbæk to sognekirker i hver sin ende af byen. Begge kirker blev tilsyneladende nedlagt i tiden efter borgernes overtagelse af sortebrødrenes betydeligt større (og formentligt langt flottere) klosterkirke - og de to sogne blev sammenlagt til ét. Sammenlægningen var helt i tråd med en større sognereform i området på denne tid. 

Rundt om kirken og klosteret lå kirkegården. J.H. Larsen kunne berette, at sognets fattigfolk i 1800-tallet blev begravet på sydøstsiden, mens de velhavende lagdes i jorden mod vest og nord. Den vestlige del af kirkegården kaldtes på hans tid endnu “Urtegården” som et minde fra klosterets tid. Arealet, hvor den forsvundne østfløj havde stået, blev snart anvendt til en udvidelse af kirkegården. Stadig mere af det omkringliggende areal blev med tiden inddraget til kirkegård, men i 1840’erne var der atter så stor pladsmangel, at man overvejede at rive klosterets sydfløj ned for at få mere plads til de døde. I stedet besluttede man sig for, at anlægge en ny kirkegård syd for klosterområdet (den nuværende Skt. Nikolai kirkegård), og efter dennes indvielse i 1857 indstilledes brugen af den gamle; i praksis blev den nye kirkegård allerede taget i anvendelse i 1853 ifm. koleraepidemien.

Den gamle klosterkirke måtte gennemgå en del arkitektoniske forandringer, efter at sortebrødrene havde forladt den. Ikke hele østfløjen forsvandt ved nedrivningen, idet sakristiet i bygningens nordligste del blev bygget ind i den gamle korsgang som en forlængelse af det nye søndre sideskib. Ud fra bevarede regnskaber fra Roskilde Domkapitel, der havde det økonomiske tilsyn med Holbæk Kirke, kan det ses, at kirketårnet blev rejst engang i perioden 1625-36. I 1625 betalte man således den kongelige bygmester Morten Vichmand for at undersøge, om murene kunne bære et tårn og allerede i 1636 kunne man konstatere de første revner i murværket pga. det nye tårn. Det er dog næppe rimeligt at lægge al skylden for det fatale byggeri over på mester Morten. Oven på tårnet havde byens borgere - sandsynligvis uden at rådføre sig med bygmesteren - anbragt et spir, og det var angiveligt vægten af dette, der fik murene til at sprække, »..saa man kan stinge mange Steder en Haand igennem...«. Om sortebrødrenes munkesten fra den nedbrudte østfløj var blevet anvendt til udbedringer på Holbæk Slot, så kan det hænde, at nogle af dem vendte tilbage i forbindelse med tårnbyggeriet på Kirken, idet de øvre dele af slotstårnet blev nedtaget i 1631. Tårnet blev rejst over den vestlige hvælving i midtskibet med kamtakkede gavle i gotisk stil. Det uheldssvangre kirkespir blev formentlig taget ned igen i slutningen af 1600-tallet, men i 1723 testamenterede købmanden Peder Pedersen et beløb til opførelsen af et nyt kirkespir på tårnet. De kamtakkede gavle på kirketårnet blev fjernet i 1793. Oprindeligt havde kirken haft høje spidsbuede vinduer i begge sidemure og i koret, samt et stort vindue i vestgavlen. Tilbygningerne i form af de to sideskibe gjorde en ende på adskillige af disse vinduer, mens vestvinduet blev muret til i 1724 i forbindelse med opsætningen af et orgelpulpitur. I 1804 blev de sidste spidsbuede vinduer, bl.a. i koret, udskiftet med små firkantede “borgerstuevinduer”. Ifølge sognepræsten J.H. Larsen var kirken i den vestre ende i 1842 så mørk, »..at man selv i de lyse Dage næppe kunde læse i en Bog...«. Hovedindgangen gennem tårnet i vestgavlen kaldtes i 1800-tallet “Brudeporten”, da den kun blev benyttet ved vielser. Porten blev udskiftet ved en ombygning af tårnet i 1842 i tidens “græsk-antikke” byggestil; ved samme lejlighed fik tårnmuren to store rundbuede vinduer. Den normale indgang til kirken gik gennem våbenhuset på kirkens nordre side.

Sortebrødrekirken i Holbæk eksisterer desværre ikke mere. Tilbygningen af tårnet og spiret med tilhørende klokkeværker pålagde klosterkirken langt større bærevægt end sortebrødrene oprindeligt havde tiltænkt murene. Fundamentet begyndte derfor at slå revner og til trods for ombygningen i 1842, fandt man i 1860’erne tilstanden så kritisk, at myndighederne lukkede kirken. Borgerne måtte nu overveje, om de ville bekoste en omfattende restaurering af sortebrødrekirken eller i stedet vælge at bygge en helt ny kirke, sådan som bygningsinspektøren anbefalede. Stemningen var angiveligt mest for det første forslag, der vel også var det billigste, men det viste sig forbavsende let at indsamle penge til projektet, hvorfor en fuldkommen nedrivning blev gennemført i 1869. I 1866 havde ’Direktionen for de antikvariske Mindesmærkers Bevaring’ foreslået, at man burde bevare koret, hvilket også arkitekten Christian Hansen lovede at udarbejde sine planer efter. Men da han efterfølgende fik den idé, at lade kirken vende syd-nord med tårnet vendende imod nord og ud til en potentiel “domkirkeplads”, måtte også sortebrødrenes kor opgives. Grundstenen til den nye kirke blev lagt den 14. oktober 1869 og den 20. maj 1872 kunne Holbæk Kirke indvies i nyromansk stil - eller datidens “maskinromantiske” stil, som det kritisk udtryktes af Chr. Axel Jensen fra Nationalmuseet en generation senere.

Klosterets syd- og vestfløje efter reformationen

Det er meget sandsynligt, at der i Holbæklosterets vestfløj allerede i sortebrødrenes tid var indrettet skole for brødrene selv, verdslige sognepræster og borgerskabets håbefulde sønner. Sikkert er det i hvert fald, at vestfløjen kom til at danne ramme om byens skole umiddelbart efter reformationen. Holbæk Latinskole blev sandsynligvis stiftet i 1539, hvor kong Christian III’s kirkeordonans befalede, at der i hver købstad skulle være en sådan skole. Skolens elever var drenge fra byen og omegnen. Deres antal kunne variere kraftigt (fra 20 til 50), og sammenlignet med andre sjællandske latinskoler hørte Holbæks til de mindre. Undervisningen blev varetaget af en rektor og én eller to hørere (lærere). Der var skolestue i overetagen og bolig for rektor og hørere i stuen. Idéen med latinskolerne var at bedre uddannelsesmulighederne for »..de Subjekter fra denne Sted, som kan være skabte til Studeringer,« som det senere blev formuleret af J.H. Larsen. Det drejede sig primært om sønner af embedsmandsstanden (såsom præster, toldere, skrivere og godsforvaltere), mens det mere sjældent var købmændenes, håndværkernes og bøndernes sønner, der af forældrene fik adgang til latinskolerne. Heller ikke adelens unge så man videre ofte på skolebænken. Næste skridt efter latinskolen var typisk det teologiske studium på universitetet, og mange holbækske sønner endte ad denne vej som “hæderlige og vellærde” sognepræster rundt om i landet. For dem, som ikke lykkedes at fuldføre studiet, var der mulighed for at søge funktionærstillinger på godserne og i etaten - eller selv ende som undervisere på latinskolerne. Også for mange rektorer var embedet kun et skridt på vejen mod kaldet som sognepræst. Rektoren var tillige kordegn i kirken og sammen med “sine disciple” (dvs. eleverne) ydede han sangtjeneste ved gudstjenesterne. Nogen god forretning var det absolut ikke at undervise i Holbæk. Både skolens regnskaber og andre kilder melder om vedvarende store økonomiske problemer, hvorfor lærerne gerne søgte væk så hurtigt som muligt. I et skatteregnskab fra 1690 berettes det, at der i Holbæk altid var »..en ny Rektor ankommet til Steden, hvor mere Armod end Rigdom kan erhverves.« Tre år tidligere hed det om skolens hørere, at »Begge hørere haver ingen Løn eller Indkomst, og de agter straks at forlade Skolen ... eftersom de intet til Livs Ophold kan erlange.« Faktisk var det primært indtægterne fra kordegneembedet (den såkaldte degnerente mv.), der gav rektoren smør på brødet, mens hørerne på det nærmeste levede af almisser.

Det var byens opgave, at sikre latinskolens økonomiske fundament, hvilket det altså tydeligvis kneb en del med. Kapitalen kom især i form af enkeltstående gaver og legater, som skolen til en vis grad måtte dele med særligt fattige eller flittige “peblinge”, der kunne få udbetalt et lille beløb i studiestøtte fra den årlige rente af skolens knappe kapital. De bedst stillede familier sendte ofte deres sønner til latinskolerne i Roskilde eller Frederiksborg, hvor undervisningen var bedre og legatmidlerne rigeligere. Økonomien for Holbæk Latinskole blev bedret lidt, da den velhavende købmand Peder Pedersen i 1723 testamenterede 2.000 rigsdaler til latinskolen - hvorved kapitalen forøgedes med omkring 500%! Men da var klokken imidlertid ved at have ringet ud for sidste gang for landets små latinskoler. I 1733 nedsatte Christian VI en kommission, der skulle undersøge de lærde skolers forhold og fremsætte forslag til en reform. Kommissionen konkluderede, at Danmark havde alt for mange små latinskoler, hvor undervisningen var lige så slet som økonomien, hvorfor ressourcerne burde koncentreres på nogle få store skoler. En kongelig forordning af 1739 bestemte derfor, at bl.a. syv sjællandske latinskoler skulle nedlægges, heriblandt skolerne i Holbæk og Kalundborg, hvis elever fremover henvistes til Roskilde og Slagelse. Borgerskabet i Holbæk gik i forbøn hos myndighederne, og det lykkedes dem at redde skolens kapital fra at blive overført til Roskilde, men latinskolen var et afsluttet kapitel.

Efter en tiltrængt istandsættelse blev sortebrødrenes vestfløj i stedet indrettet til “dansk skole”, dvs. almindelig skole for alle byens børn, i overensstemmelse med datidens skolereformer, men ellers på mange måder efter samme system som hidtil. Latinskolens sidste rektor rejste til Norge og blev sognepræst, mens den enlige hører blev den nye skolelærer og samtidig skulle han passe gerningen som kordegn i Holbæk Kirke. I 1842 blev skolen opdelt i en borgerskole og en friskole, hvor sidstnævnte blev flyttet over i Klosterstræde 16. I 1880’erne blev Holbæk Borgerskole udvidet med en realskoleafdeling, hvilket i 1884 blev fulgt op med opførelsen af endnu en skolebygning umiddelbart nordvest for vestfløjen (i dag ejet af Kirkens Korshær).

Stueetagen i sydfløjen af det gamle kloster blev i 1575 lokale for by- og herredstinget, samt byens arkiv. I en lille tilbygning med halvtag på østgavlen indrettedes en borgerarrest. Sydfløjens vestlige del havde indtil 1783 en førstesal, der ligeledes var indrettet til arrest, hvorfor den i folkemunde hed “arresttårnet”. Heroppe havde også arrestforvalteren bolig. I 1783 gennemgik sydfløjen en større ombygning. “Arresttårnet” over den vestlige tredjedel blev fjernet, ligesom hvælvingerne og de to store granitsøjler i den gamle spisesal forsvandt. Det samme gjaldt for de kamtakkede gavle, og de store buevinduer blev delvist muret til. Som det fremgår af tegningen til venstre fra 1753, havde sydfløjens vestende indtil da været højere end resten af bygningen. “Tårnets” højde synes imidlertid at repræsentere den oprindelige taghøjde, mens de to næste fag var blevet sænket - formentlig engang efter reformationen. Sydfløjen har ikke siden haft en rigtig førstesal, men indtil hvælvingernes genopførelse i 1916 har man dog kunnet benytte bygningens øverste del som loftsrum. De kamtakkede gavle, der blev fjernet ved 1783-ombygningen, stammede muligvis fra den første nedsænkning.

Arkitekten Christian Hansen, der få år senere tog fat på opførelsen af den nye kirke, lod i 1863 klosterets sydfløj grundigt renovere både indvendig og udvendig. Det sidste levn fra andet stokværks tid i form af to store rundbuede vinduer i vestgavlen blev fjernet og erstattet med opmurede blændinger. De kamtakkede gavle genopførtes i begge ender af sydfløjen, der tillige fik en spidsbuet yderdør i østenden, idet fløjens østlige forlængelse med halvtaget blev fjernet. Hansen anbragte i alt syv store rundbuede vinduer i sydfløjen - tre mod syd, to mod vest og to mod nord - som ifølge Nationalmuseets eksperter formentlig har svaret ganske godt til de oprindelige vinduer. De to nordvinduer er siden blevet sløjfet, men ses stadig tydeligt indefra; Hansens vinduer var angiveligt hans egen konstruktion, men sydfløjen menes også oprindeligt at have haft vinduer i nordvæggen. Nationalmuseets undersøgelseshold fremkom i 1911 med et forslag til de to klosterlængers restaurering, der tog udgangspunkt i at gøre munkestenene synlige igen og genskabe klostergangen i vestfløjen med de spidsbuede vinduer ud mod gården og en skillemur på langs af fløjen ind imod mindre ”celler”. Angiveligt blev forslaget vel modtaget, men som altid i den slags sager kom finansieringen til at danne den afgørende forhindring. Sydfløjen blev restaureret i 1916, hvorefter seks nye hvælvinger kunne erstatte det flade gipsloft og trægulvet blev udskiftet med fliser. Samtidig byttede Hansens dør i østgavlen plads med det vestligste af vinduerne i nordvæggen. I salens mure blev en række nicher genåbnet. I dag er der en udvendig nedgangsluge til kælderen under sydfløjen ved østgavlen, hvortil der hidtil havde været adgang gennem en lem inde i salen.

For vestfløjens vedkommende skulle der gå betydeligt længere, førend C.M. Schmidts restaureringsforslag delvist gik i opfyldelse. Indtil 1842 var der ifølge J.H. Larsen hvælvinger i vestfløjen, som øjensynligt i forbindelse med borgerskolens opdeling dette år blev revet ned, og næsten alle spor af det gamle byggeri fjernedes. Nedrivningen af kirken i 1869 efterlod et hul i fløjens nordgavl, hvor en kamtakket ”gotisk” gavl blev opført af Christian Hansen i stil med sydfløjens. Den allerede omtalte bygningsekspert fra Nationalmuseet, Chr. Axel Jensen, var i 1913 ikke begejstret for den: »..vel opmuret i gotisk Stil, men morsom er den ikke; (...) Trods denne Lap har de fleste forbigaaende indtil de aller seneste Aar kun kunnet anse Bygningen for en gammel Kasse, der ikke var bedre værd end helt at jævnes med Jorden.«

I 1922 skete en større renovering af vestfløjens indre, hvorunder Hugo Matthiessen fra Nationalmuseet havde lejlighed til at foretage en række undersøgelser af bygningen. Han fandt bl.a. en lav fladbuet dør i gotisk stil til højre for nutidens hovedindgang i vestfacaden, og kunne ud fra den konstatere, at gulvet var blevet forhøjet ca. 30 cm, antageligt engang i 1500-tallet. Også det lille vindue over nutidens hoveddør blev afdækket, ligesom et stort fladbuet vindue (svarende til vinduet på førstesalen i sydgavlen) kunne spores over dørpartiet. Matthiessens undersøgelser kunne endvidere bekræfte J.H. Larsens oplysninger om, at vestfløjen havde haft hvælvinger med kalkmalerier, ligesom han fandt fundamentet til den oprindelige skillemur ned gennem fløjen. Mens den middelalderlige dør i vestfacaden og det lille vindue er henholdsvis delvist og helt bevaret i dag, måtte det store vindue dækkes til igen, da det sad skævt ud for den indvendige skillemur. En varig afdækning af vestdøren og vinduet i sydgavlen skete først i 1936 på foranledning af den historieinteresserede skolelærer Albert Thomsen og under tilsyn af arkitekt Roussel fra Nationalmuseet. Ved denne lejlighed fandt man på vestfacaden tillige en såkaldt “fortanding”, hvor en ydermur har udgået fra selve klosterbygningen ved siden af døren. I nyere tid er vestfløjen blevet forlænget i nordlig retning ved opførelsen af en halvtagsbygning med varmeværk, toiletter og trappeopgang.

En kort overgang fik sortebrødrene deres fromme ønske opfyldt, idet sydfløjen i perioden 1844-1863 fungerede som fattighus og koleralazerat, men efter ombygningen til sin nuværende ydre form i 1863 blev stedet indrettet til ligkapel. Under den nye kirkes opførelse i 1869-1872, tjente klostersalen desuden som midlertidigt kirkerum. De to figursten i klostersalens østvæg lå oprindeligt i kirken. Den ene er sat over befalingsmanden på Holbæk Slot, Christoffer von Festenberg Pax (†1608), og hans hustru Sofie Galt (†1603), samt deres børn, mens den anden forestiller sognepræst Esbern Lauridsen (†1633) og kapellan Hans Pedersen (†1611). Ved sydfløjens ombygning i 1916 fjernedes fire ældre ligsten. Den ældste sten var sat over lensmand Verner Parsberg (†1484) og hans hustru Anne Tønnesdatter (†1474). Inden reformationen gravlagdes endnu to fornemme fruer i klosterkirken under udsmykkede ligsten: fru Lene Tønnesdatter Rønnov (†1490) og fru Kirstine Tidemands (†1524). En sidste ligsten gjaldt slottets høvedsmand Markor Tidemand til Søbo (†1549) og hans hustru Karen Bølle til Kellerup (†1582). Stenene blev overført til Holbæk Museum. I 1902 var klosterets skoletid forbi, og vestfløjen blev omdannet til byens første bibliotek (“Folkebogsamling”); 1911-1919 havde museet tillige plads i underetagen. I 1959 flyttede biblioteket ud af vestfløjen.

I 1970 overdrog Holbæk Byråd klosteret til Skt. Nikolai Sogns menighedsråd. Efter endnu en serie undersøgelser af bygningernes historiske spor blev de gamle klosterbygninger restaureret nok engang med Kirkeministeriets tilladelse i perioden 1972-1974, og indrettet til administrations- og mødelokaler for Skt. Nikolai Kirke. Ligkapellet flyttede i 1970 ud til den nye Østre kirkegård (“Østre Kapel”) og sydfløjen blev indrettet til menighedssal (“Klostersalen”). Sydfløjens store dør i nordvæggen blev fjernet og åbningen muret til, mens en ny mindre dør erstattede det andet nordvindue. Ved ombygningen blev der endvidere slået hul i væggen mellem syd- og vestfløjen, hvor nutidens dør forbinder Klostersalen med vestfløjens nye gangparti anlagt i hele bygningens længde langs østvæggen, hvor fem af de gamle spidsbuede arkadebuer i korsgangen ud mod fratergården er blevet retableret som vinduer. I vestfløjen kan man sige, at byens kordegn er vendt tilbage til Sortebrødreklosteret. 100 år tidligere, i 1870’erne, havde kordegnen ved den nye Holbæk Kirke bolig i klosterets underetage, med en lille have syd herfor, hvor også de gamle munke havde haft klosterhave og hvor der nu er plæne. I dag bor kordegnen her dog kun i kontortiden.

Ved den seneste restaurering blev det så vidt muligt tilstræbt, at genskabe klosterets oprindelige udseende under tydelig inspiration fra C.M. Schmidts gamle forslag. Ønsket om at genskabe det gamle klostermiljø gjaldt ikke kun det rent bygningsmæssige, idet man med anlægget omkring klosteret søgte at skabe et fredfyldt åndehul midt i byen.